Sushi restaurant i Warszawa er normalt ikke noget, jeg forbinder med et butikscenter. Det er sjældent her, jeg forventer at finde kvalitet, ro og en ordentlig madoplevelse. Men efter et besøg hos Izumi må jeg konkludere, at det faktisk godt kan lade sig gøre. Jeg havde godt nok lagt mærke til spisestedet i Galeria Westfield, eller Galeria Mokotów som det hedder i daglig tale, men havde ikke haft planer om at spise der. Alligevel var det her, en kammerat og jeg endte, inden vi skulle videre og spille pool i en nærliggende bar.
God sushi restaurant i Warszawa
Når man tager i betragtning, at Izumi er en sushi restaurant placeret i et butikscenter, er både indretningen og atmosfæren overraskende god. Især hvis man sidder med ryggen til udgangen, forsvinder fornemmelsen af shoppingcenter hurtigt. Efter vi havde afgivet vores bestilling, kom maden forholdsvis hurtigt, også selvom vi bestilte en pæn mængde sushi. Vi var begge godt sultne.
Sushien smagte rigtig godt og var mættende. Den havde en frisk smag, som man forventer af en ordentlig sushi restaurant i Warszawa, og kvaliteten var konsekvent på tværs af de forskellige stykker.
Betjeningen var en positiv oplevelse. Tjeneren var oprigtigt interesseret i, hvor vi kom fra, uden at være påtrængende. Hun var venlig, smilende og professionel. Vi fik hurtigt vores bestillinger, og hun spurgte ind til, hvordan maden smagte. Hun talte et rigtig godt engelsk, og vi svarede lidt igen på polsk. Samlet set en meget behagelig og afslappet oplevelse.

Fair men høj pris som forventet på en sushi restaurant
Prisen var mindre behagelig, men ikke uventet. Udover sushien fik vi også et par øl hver, og samlet løb regningen op i godt over 200 polske zloty. Selve sushien var heller ikke blandt de billigste på menuen, men det hang også sammen med, at vi både var to fuldvoksne mænd og meget sultne. Prisniveauet svarer nogenlunde til, hvad man må forvente på en sushi restaurant i centrum af Warszawa. Galeria Mokotów er i forvejen ikke blandt de billigste steder i byen.
Galeria Mokotów rummer mange internationale mærkevarer, og prisniveauet ligger generelt i den høje ende af Warszawa. Det gælder også, når det kommer til madoplevelser. Men hvis man sammenholder kvaliteten af maden, servicen og atmosfæren, er prisen acceptabel. Den samlede oplevelse gør, at jeg gerne vender tilbage til denne sushi restaurant ved en anden lejlighed.
På samme etage findes der i øvrigt flere andre spisesteder, hvor man kan spise billigere. Her skal man dog ikke forvente samme kvalitet eller helhedsoplevelse. Personligt vil jeg heller ikke afvise andre steder fremover, især efter selv at have haft mine betænkeligheder ved at spise sushi i et butikscenter og fået dem gjort til skamme hos Izumi.
Her finder du denne sushi restaurant
Du finder restaurantens hjemmeside her: https://izumigaleria.pl/. Stedet ligger på 2. etage i Westfield Mokotów shoppingcenteret. Adressen er Wołoska 12, 02-163 Warszawa. Telefonnummeret er +48 22 161 35 05. Det er altid en god idé at tjekke, om kontaktoplysningerne stadig er opdaterede, inden du besøger stedet. Men denne sushi restaurant har været der i mange år, så det er forventligt at det også vil være der i de kommende år også.
Det er værd at bemærke, at der findes flere sushi restauranter i Warszawa med navnet Izumi, og de er ikke nødvendigvis en del af den samme kæde. Det betyder ikke, at kvaliteten varierer voldsomt, men det er rart at være opmærksom på.
Min vurdering
Service: 5 polske flag
Kvalitet: 4,5 polske flag
Atmosfære: 4 polske flag
Samlet: 4,5 ud af 5 polske flag
Artiklen er ikke bragt i samarbejde med nogen, men din virksomhed eller organisation kan blive hovedpartner eller temapartner og blive nævnt her i lignende artikler og podcast-episoder.







