Lech Walesa: Elektrikeren der væltede kommunismen

Han var en elektriker fra Gdansk. Han var fyret fra sit job, han havde ingen politisk magt, og kommunisterne holdt øje med ham. Alligevel klatrede Lech Walesa den 14. august 1980 over muren til Lenin-skibsværftet og satte gang i en bevægelse, der ni år senere bragte kommunismen i Polen til fald. Det er historien om en af det 20. århundredes mest bemærkelsesværdige politiske figurer. (Foto: Autorstwa [onbekend] – http://proxy.handle.net/10648/dc815c3b-1d2b-801f-fb8e-95745fb8cb10, CC0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=66272362)

En fattig opvækst i det besatte Polen

Lech Walesa blev født den 29. september 1943 i den lille landsby Popowo nær Wloclawek. Hans far, Boleslaw Walesa, døde af lidelser pådraget under Anden Verdenskrig i en nazistisk koncentrationslejr, da Lech kun var halvandet år gammel. Familien voksede op under fattige kår i et Polen, der efter krigen befandt sig bag Jerntæppet under sovjetisk kontrol.

Efter endt skolegang arbejdede Walesa som automekaniker og afsonede derefter to års obligatorisk militærtjeneste, hvor han nåede korporals grad. I 1967 fik han ansættelse på det store Lenin-skibsværft i Gdansk som elektriker.

Fra begyndelsen viste Walesa sig som en mand, der ikke bare holdt sig til sit arbejde. Allerede tidligt i karrieren opfordrede han sine kolleger på værftet til at boykotte officielle møder, der fordømte studenterstrejker i 1968.

1970: Det blodige forspil

Det var dog i december 1970, at Walesa for alvor mærkede, hvad kommunistisk undertrykkelse betød i praksis. I 1970 skød politiet på strejkende arbejdere, og mere end 42 mennesker blev dræbt i Gdansk-området. Walesa var selv med i protesterne og blev kortvarigt tilbageholdt.

Disse begivenheder formede ham dybt. Mindet om de dræbte kolleger forblev en drivkraft i hans politiske arbejde. Walesa og fagforeningsaktivister arrangerede uofficielle mindehøjtideligheder i december 1978 ved Port Nummer To på Lenin-skibsværftet for de arbejdere, der var faldet i 1970.

Fyret og forfulgt, men ikke tavs

I 1976 blev Walesa fyret for sin politiske aktivitet. Selv om han kun sporadisk fandt beskæftigelse de næste fire år, fortsatte han sit organisationsarbejde ufortrødent.

Det var i denne periode, at hans ideer om en fri fagforening begyndte at tage form. I 1978 begyndte han sammen med andre aktivister at organisere frie, ikke-kommunistiske fagforeninger langs Polens kyst.

Det historiske spring over muren

Efter at regeringen i juli 1980 forsøgte at hæve priserne på kød, skalte Walesa, der på det tidspunkt var arbejdsløs, den 14. august 1980 over det tre og en halv meter høje hegn til Lenin-skibsværftet og overtog ledelsen af strejken. En lukket port kunne ikke stoppe ham. Beslutsomt tog han ordet foran sine kolleger og holdt et brandtal. Han krævede sin egen genansættelse og genansættelsen af den netop fyrede kranoperatør og fagforeningsaktivist Anna Walentynowicz, og han forlangte, at forhandlingerne skulle transmitteres ud over hele værftet.

Strejken bredte sig hurtigt. Gdansk-aftalen fra den 31. august 1980 imødekom de væsentligste krav, ikke mindst retten til at danne uafhængige fagforeninger. Aftalen bestod af 21 punkter, og Walesa underskrev den med en stor pen forsynet med et billede af paven.

Solidaritet: Ti millioner medlemmer

Ud af strejken voksede fagbevægelsen Solidaritet. Den nåede hurtigt over ti millioner medlemmer, og Walesa stod i spidsen som formand. Det var første gang i Østblokken, at arbejdere havde opnået retten til en uafhængig fagforening.

Dermed startede en fascinerende periode i Polens historie, hvor Solidaritet i realiteten anfægtede kommunistpartiets magtmonopol og placerede landet i en slags dobbeltmagtsituation. Sociale kræfter i alle dele af samfundet blev mobiliseret på en måde, man ikke havde set tidligere.

Krigsret og husarrest

Glæden varede ikke ved. I december 1981 indførte general Wojciech Jaruzelski krigsret, og Solidaritet blev erklæret ulovlig. Walesa og andre fagforeningsledere blev arresteret og fængslet.

Men selv internering kunne ikke slukke bevægelsen. Walesa forblev en symbolsk figur, og under hans tilbageholdelse voksede den internationale opmærksomhed på den polske kamp for frihed og arbejderrettigheder.

Nobels Fredspris 1983

I november 1982 blev Walesa løsladt og fik lov til at arbejde på skibsværftet i Gdansk igen. Og allerede det følgende år kom en anerkendelse fra verdenssamfundet. I 1983 modtog han Nobels Fredspris. Nobelkomiteen fremhævede den kraft, der ligger i ét menneskes tro, vision og mod til at følge sin overbevisning. Walesa sendte sin kone Danuta til Oslo for at modtage prisen på hans vegne. Han frygtede, at myndighederne ikke ville lade ham rejse tilbage til Polen, hvis han selv tog afsted.

Rundbordssamtalerne og friheden i 1989

Sammenbruddet af den polske økonomi og en ny bølge af arbejdsuro i 1988 tvang den polske regering til at forhandle med Walesa og Solidaritet. De forhandlinger førte til en aftale, der genoprettede Solidaritets juridiske status og muliggjorde frie valg.

Den 4. juni 1989 gik polakkerne til stemmeurnerne. Resultatet var en jordskredssejr for Solidaritet. Kommunisternes magt var brudt. Ikke med våbenmagt, men gennem årtiers sej og konsekvent modstand, strejker og forhandlinger.

Polens første frit valgte præsident

I 1990 blev Walesa valgt til Polens præsident med næsten 75 procent af stemmerne. Det var et historisk øjeblik: Polen havde sin første frit valgte leder siden Anden Verdenskrig. Som præsident arbejdede Walesa aktivt for Polens optagelse i Europarådet i 1991 og lagde grunden til det polske NATO-medlemskab i 1999 og EU-optagelsen i 2004.

Præsidentperioden var dog ikke uden problemer. Hans tid i embedet var præget af interne konflikter og udfordringer, og han fik et ry for at være bedre til at bekæmpe regeringen end til at regere. Denne konfrontatoriske stil kostede ham til sidst genvalget, da han i 1995 mistede valget til Aleksander Kwasniewski med en snæver margin.

Kontroversernes mand

Walesas eftermæle er ikke uden skyggesider. Dokumenter offentliggjort af Polens Institut for National Erindring har angiveligt vist, at Walesa modtog betaling for at videregive informationer til landets sikkerhedstjeneste SB i perioden 1970 til 1976 under kodenavnet “Bolek”. Walesa afviste konsekvent anklagerne og erklærede, at han ville bevise i retten, at dokumenterne var forfalskede.

En domstol frikende ham og fastslog, at der eksisterede dokumenter fra indenrigsministeriet, der pegede på, at sikkerhedstjenesterne i begyndelsen af 1980erne aktivt forsøgte at underminere hans chancer for Nobels Fredspris ved at fremstille ham som informant. Sagen er fortsat omstridt i Polen og udspiller sig ikke mindst i et politisk felt, hvor Walesas modstandere har brugt anklagerne til at svække hans historiske rolle.

Et varigt eftermæle

Uanset de politiske polemikker er Lech Walesas historiske betydning svær at overvurdere. Han var manden, der klatrede over en mur og satte gang i en bevægelse, der ændrede Europas politiske kort. Han var elektrikeren, som ingen statsmænd troede på, men som alligevel lykkedes. Som Walesa selv har sagt om kampen mod kommunismen: at de vandt uden at affyre et eneste skud.

I dag er hans navn uløseligt knyttet til Gdansk og til Europas fredelige frigørelse fra kommunismen. Det Europæiske Solidaritetscenter i Gdansk bærer hans arvs aftryk, og hvert år valfarter besøgende til den polske havneby for at stå, der, hvor historien begyndte: ved porten til det gamle Lenin-skibsværft.

Artiklen er ikke bragt i samarbejde med nogen, men din virksomhed eller organisation kan blive hovedpartner eller temapartner og blive nævnt her i lignende artikler og podcast-episoder.