Mit Polen har tidligere kunne fortælle at Søstrene Grene planlagde at udvide til det polske marked og Søstrene Grene i Polen er nu en realitet. Den danske livsstilskæde har nemlig åbnet sin første polske butik den 29. maj 2026 i Westfield Arkadia i Warszawa, og samtidig er den polske webshop gået live på sostrenegrene.com/pl. Det er et markant skridt for mærket, som med dette træk for første gang sætter fod i Østeuropa. Billedet er iøvrigt fra firmaets pressemateriale og er ikke fra deres nye butik i Polen, da jeg ikke kan finde noget billede desang.
Første butik er i Westfield Arkadia, Warszawa
Søstrene Grenes første polske butik ligger i Westfield Arkadia på al. Jana Pawła II 82 i Warszawa, et af landets største og mest besøgte shoppingcentre. Butikken er på over 280 m² og er indrettet efter mærkets kendte koncept, hvor kunderne guides gennem forskellige produktzoner i et labyrintlignende layout. Idéen er at skabe en oplevelse, der engagerer alle sanser og giver ro fra hverdagens tempo, en tankegang der er central i Søstrene Grenes tilgang til detailhandel.
Sortimentet dækker boligtilbehør, køkkenartikler, hobbyartikler og meget mere – alt sammen i den skandinaviske designtradition med en overskuelig prissætning, som mærket er kendt for i hele Europa. Westfield Arkadia er i det område som hedder Żoliborz. Du kan f.eks. tage metroen til Żoliborz, nærmere bestemt til Dworzec Gdański metro station fra f.eks. Warszawas hovedbanegård. Fra Dworzec Gdański er der ca 10 min. gang til Westfield Arkadia.
Polsk webshop åbnet samtidig
Parallelt med butiksåbningen er den polske webshop, som nævnt nu tilgængelig på sostrenegrene.com/pl. Det betyder, at kunder i hele Polen kan handle Søstrene Grenes sortiment online, uanset om der er en fysisk butik i nærheden eller ej. Webshoppens lancering var planlagt til at gå forud for butiksåbningen, så polske kunder fik mulighed for at stifte bekendtskab med mærket inden den fysiske debut. Med webshopen er Polen det 17. land, hvor Søstrene Grene sælger online, og det 18. land med fysisk butiksplacering.
Hvorfor Polen?
Ifølge Søstrene Grenes administrerende direktør og medejer Mikkel Grene er Polen et marked med stort potentiale. Han fremhæver blandt andet kvaliteten af de polske shoppingcentre som en af årsagerne til, at landet er valgt som det første i Østeuropa. Hidtil har kæden udelukkende opereret i Vest- og Nordeuropa, men Polen markerer begyndelsen på en ny geografisk fase i virksomhedens vækststrategi.
Den tyske markedsudvikling, hvor Søstrene Grene i løbet af de seneste år nåede op på 100 butikker – nævnes som bevis på, at mærket kan skalere hurtigt og effektivt på store europejiske markeder. Den erfaring tager man nu med sig til Polen.
Flere åbninger på vej
Søstrene Grene stopper ikke ved Warszawa. Allerede i efteråret 2026 åbner kæden sin anden polske butik i Magnolia Park i Wrocław, som er et af de største og mest populære shoppingcentre i den region. Katowice er desuden nævnt som en kommende lokation, og mærket er aktivt på udkig efter flere lejemål landet over. De lokationer, Søstrene Grene søger i Polen, ligger typisk på 250 til 350 m² og kan befinde sig både i shoppingcentre og på centrale handelsgader i byerne. Det giver mærket mulighed for at tilpasse sig forskellige byers karakter og kundestrøm.
En del af en større europæisk ekspansion
Søstrene Grene driver i dag over 400 butikker fordelt på 18 europæiske markeder. Målet er at nå 500 butikker globalt inden udgangen af 2027, og Polen er en vigtig brik i den plan. Samtidig med den polske lancering forbereder kæden sig på at entre det italienske marked, så ekspansionstakten er høj. Mærket blev grundlagt i 1973 i Aarhus af Knud Cresten Vaupell Olsen og Inger Grene. De to fiktive søstre Anna og Clara har siden da fungeret som fortællere i butikkerne og er fortsat en del af mærkets identitet i dag. Med åbningen i Warszawa og webshoppens lancering er Søstrene Grene i Polen ikke blot et faktum, det er starten på en bredere tilstedeværelse i landet.
Så hvis du er i Polen, f.eks. på ferie, så kan du altså nu handle ind i Søstrene Grene i Polen, hvis du står og mangler noget på ferien i Polen.
Artiklen er ikke bragt i samarbejde med nogen, men din virksomhed eller organisation kan blive hovedpartner eller temapartner og blive nævnt her i lignende artikler og podcast-episoder.






