North Food (billedet: WikiCommons/Restauracjenorthfish), virksomheden der driver restaurantkæderne North Fish og John Burg, befinder sig i en alvorlig økonomisk krise og er ejet af polens rigeste mand, Michał Sołowow. Selskabet har indgivet konkursbegæring, som ifølge Gazeta Wyborcza blev indleveret til distriktsdomstolen i Kielce den 30. januar 2026.
Ifølge talsmand Tomasz Durlej blev konkursbegæringen indgivet af ledelsen selv på grund af tab af finansiel likviditet. Det betyder helt konkret, at virksomheden ikke længere er i stand til at betale sine forpligtelser rettidigt.
Problemerne begyndte allerede i 2024
Ifølge dlahandlu.pl skyldes North Foods økonomiske problemer blandt andet stigende driftsomkostninger og øgede lønudgifter som følge af forhøjelsen af mindstelønnen i Polen. Restaurantbranchen er en af de sektorer, hvor lønstigninger mærkes direkte på bundlinjen, fordi løn udgør en stor del af de samlede omkostninger.
Ifølge medieoplysninger begyndte problemerne for selskabet og dermed også Polens rigeste mand, allerede i 2024. I sin årsrapport for det år erkendte ledelsen, at resultaterne var svagere end året før. På det tidspunkt forsikrede man dog, at et lån fra hovedaktionæren betød, at der ikke var væsentlige betalingsforsinkelser. Med andre ord blev der købt tid. Den tid ser nu ud til at være løbet ud.
Virksomhedens fremtid ligger nu i rettens hænder. Hvis konkursen stadfæstes, kan det føre til likvidation af restaurantkæden, rapporterer Business Insider. Operatøren bag North Fish og John Burg beskæftiger omkring 500 medarbejdere og driver 33 restauranter i Polen, primært placeret i indkøbscentre. Det gør kæden særligt sårbar over for faldende kundetrafik og ændrede forbrugsvaner. Der er dog enkelte spisesteder også med fisk som klarer sig pt. i indkøbscentre.
Ifølge oplysninger givet til en redaktion af en læser skulle virksomhedens økonomiske situation være meget vanskelig, men North Foods hovedkontor kommenterer ikke den aktuelle situation. Såvidt vides heller ikke, Michał Sołowow, der som Polens rigeste mand, må formodes let kunne skyde flere penge ind i selskabet. Men det kan være, at han ikke finder det som værende en god forretning.
Ejet af Polens rigeste mand
Virksomheden blev grundlagt i 2002, og dens kerneforretning er restaurantkæden North Fish, der specialiserer sig i fisk- og skaldyrsretter samt vegetariske alternativer. Formelt ejes North Food af det Wien-baserede MS Galleon GmbH, som kontrolleres af Michał Sołowow – den rigeste polak ifølge Forbes. Hans formue anslås til 28,1 milliarder zloty eller cirka 49,9 milliarder danske kroner i dagens kurs
North Food er dog kun én af flere virksomheder i hans investeringsportefølje, som også omfatter Cersanit, Barlinek og Synthos. Det er altså ikke milliardimperiet, der vakler, men en enkelt del af porteføljen.
Et bredere billede: Presset detail- og restaurantsektor
North Foods situation er ikke unik. Den polske restaurantbranche har de seneste år været under pres fra flere sider. Energipriserne steg markant efter 2022, råvarepriserne har været ustabile, og lønningerne er steget i takt med politiske beslutninger om højere mindsteløn.
Samtidig er forbrugerne blevet mere prisfølsomme. Når husholdninger bruger en større del af indkomsten på bolig og faste udgifter, rammer det ofte restaurantbesøg først. For kæder med faste lejekontrakter i shoppingcentre og høje personaleomkostninger kan selv mindre fald i omsætningen få store konsekvenser.
Hvad kan der ske nu?
Der er flere mulige scenarier. Retten kan godkende konkursen og iværksætte en likvidation, hvor restauranterne gradvist lukkes. En anden mulighed er rekonstruktion, hvor virksomheden forsøger at omstrukturere gælden og fortsætte driften i reduceret form. Endelig kan en investor vælge at opkøbe dele af kæden.
Indtil videre er situationen uafklaret. Men én ting er sikkert: For de cirka 500 ansatte og for de centre, hvor North Fish har været en fast del af madområdet i over 20 år, er usikkerheden reel. Og det minder endnu en gang om noget ret simpelt: Selv virksomheder med milliardærer i ejerkredsenog selv Polens rigeste mand, er ikke immune over for dårlig timing, pres på marginer og en branche i modvind.
Artiklen er ikke bragt i samarbejde med nogen, men din virksomhed eller organisation kan blive hovedpartner eller temapartner og blive nævnt her i lignende artikler og podcast-episoder.







