Trump og Polen: Venner på papiret – en analyse

I dag slog Donald Trump et opslag op på Truth Social, som bekræfter de rygter som der har været i polske og internationale medier. Nemlig at, USA ville sende 5000 soldater til Polen. Begrundelsen var ikke truslen fra Rusland. Den var ikke NATO’s østlige flanke. Den var ikke årtiers forsvarssamarbejde. Begrundelsen var Karol Nawrocki.

“Baseret på det vellykkede valg af Polens nuværende præsident, Karol Nawrocki, som jeg var stolt af at støtte, og vores relation til ham, er jeg glad for at meddele, at USA vil sende yderligere 5.000 soldater til Polen,” skrev Trump.

Udmeldingen bekræftede som nævnt de rygter, der havde cirkuleret i flere dage, men forholdet mellem Trump og Polen er i disse uger alt andet end ligetil. For blot ti dage tidligere havde Pentagon pludseligt annulleret udsendelsen af over 4.000 soldater til Polen, en beslutning der overraskede mange militærembedsmænd og skabte uro i den polske regering.

Og to uger før det var en eftersøgt polsk eksjustitsminister landet i USA med et visum, som Trump personligt havde godkendt over hovedet på sin egen udenrigsminister. Tre hændelser. Ti dage. Et billede af Trump og Polen, der er langt mere kompliceret end det ser ud på overfladen.

En mand på flugt

For at forstå hvad der egentlig foregår i forholdet mellem Trump og Polen, er man nødt til at starte med Zbigniew Ziobro. Den tidligere polske justitsminister er ikke en hvilken som helst politisk flygtning. Han var arkitekten bag de juridiske reformer under det nationalistisk-konservative parti Lov og Retfærdighed, PiS, som styrede Polen fra 2015 til 2023, og som EU gentagne gange erklærede undergravede retsstatsprincipperne.

Han er tiltalt for 26 anklager, der primært handler om misbrug af penge fra en fond beregnet til ofre for kriminalitet, og han er mistænkt for at have brugt Pegasus-spyware mod politiske modstandere. Han har konsekvent afvist anklagerne og kalder efterforskningen en politisk hævnakt fra premierminister Donald Tusks side.

Da den polske rigsdag i slutningen af 2025 gav grønt lys for hans anholdelse, var Ziobro allerede væk. Han dukkede op i Budapest, hvor Viktor Orbáns regering gav ham politisk asyl. Men da Orbán tabte magten til den pro-europæiske Peter Magyar, der lovede at udlevere Ziobro på sin første dag som premierminister, var Ziobros ophold i Ungarn pludselig på lånt tid.

Det var her Washington greb ind. Ifølge Reuters instruerede den amerikanske viceudenrigsminister Christopher Landau seniorembedsmænd i State Department om at lette og godkende et visum til Ziobro, så han nåede ud af Ungarn inden Magyars indsættelse den 9. maj. Beslutningen kom på trods af indsigelser fra udenrigsminister Marco Rubio og den amerikanske ambassadør i Warszawa. Ziobro rejste til USA på et asyl-relateret dokument udstedt af Ungarn, da hans polske pas var blevet inddraget af den polske regering måneder tidligere.

Den 10. maj bekræftede Ziobro selv sin ankomst i en direkte sending på den højreorienterede kanal TV Republika, som han nu samarbejder med som kommentator. “Jeg er i USA. Det er et utroligt komplekst og smukt land, verdens stærkeste demokrati,” sagde han.

I Warszawa var reaktionen iskold. Justitsminister Waldemar Zurek meddelte, at Polen ville indlede udleveringsprocedurer. Udenrigsministeriet sendte en officiel note til den amerikanske ambassade med spørgsmål om det juridiske grundlag for visumet. Og udenrigsminister Radoslaw Sikorski kommenterede sagen kortfattet og køligt på det sociale medie X. Sagen om Trump og Polen havde fået en ny og ubehagelig dimension for den siddende regering i Warszawa.

Soldaterne der forsvandt og kom tilbage

Mens Ziobro-sagen rullede, ramte endnu en nyhed Polen. Den 13. maj meddelte amerikanske militærkilder, at Pentagon havde annulleret udsendelsen af 2nd Armored Brigade Combat Team, 1st Cavalry Division, næsten 4.000 soldater, der var på vej til Polen. En ceremoni i Fort Hood, Texas, var allerede afholdt. Militærudstyr var allerede undervejs. Alligevel blev udsendelsen stoppet.

Beslutningen skal ses i sammenhæng med en bredere konflikt. Tidligere på måneden havde Trump beordret tilbagetrækning af 5.000 soldater fra Tyskland, efter at den tyske kansler Friedrich Merz havde udtalt, at USA var blevet ydmyget af Iran under forhandlingerne om landets atomprogram. Trump reagerede vredt på Truth Social og kaldte Merz inkompetent. Kort efter kom ordren om at trække styrkerne ud af Tyskland.

I Warszawa havde man håbet, at de tyske soldater ville blive omdirigeret østpå til Polen. I stedet kom annulleringen. Det var et af de mest kontante eksempler på, hvad Trump og Polen i disse måneder reelt betyder i praksis: et forhold, hvor selv velaftalte militære dispositioner kan aflyses fra én dag til den anden. Polske regeringsledere udtrykte bekymring, men holdt tonen diplomatisk. Premierminister Donald Tusk meddelte, at han havde modtaget forsikringer om, at Polens sikkerhed ikke ville blive påvirket, og at beslutningen var af logistisk karakter.

Men så, den 22. maj, vendte Trump på en tallerken. De 5.000 soldater ville alligevel komme til Polen. Ikke som erstatning for de tyske styrker. Ikke som et NATO-strategisk signal. Men som en personlig gestus til Karol Nawrocki.

To veje i Polen i ét land

Det er her sagens egentlige kerne ligger. I forholdet mellem Trump og Polen er der i disse uger ikke ét Polen, men to. På den ene side sidder Donald Tusk, premierminister, tidligere formand for Det Europæiske Råd og leder af den pro-europæiske koalitionsregering, der tog magten i december 2023 efter otte år med PiS. Tusk har gjort det til sit politiske projekt at genoprette Polens retsstatslige institutioner, genetablere landets forhold til EU og rydde op efter PiS-æraens efterladenskaber, herunder Ziobro.

På den anden side sidder Karol Nawrocki, der siden august 2025 er Polens præsident. Han vandt valget i juni 2025 med knap 51 procent af stemmerne over Tusks kandidat Rafal Trzaskowski, efter at have positioneret sig som en nationalistisk-konservativ modvægt til regeringen. Han er støttet af PiS. Han besøgte Det Hvide Hus i ugerne inden valget. Og han fik Trumps åbne støtte på Truth Social på et afgørende tidspunkt i valgkampen.

Nu viser Trump, at han husker sine venner. Og at han i forholdet mellem Trump og Polen skelner skarpt mellem de to udgaver af landet. Visumet til Ziobro er et signal til det konservative Europa: Washington er på jeres side, ikke på Tusks. Soldaterne til Nawrocki er det samme signal i større format. Og annulleringen af de 4.000 mand midt imellem var måske blot kaos, eller måske et bevidst pres, der skulle minde Warszawa om, hvem der bestemmer i forholdet mellem Trump og Polen.

NATO i klemme

Det er ikke kun Polen, der mærker konsekvenserne. Hele NATO’s østlige flanke ser på det, der sker i Warszawa, med en blanding af bekymring og genkendelse. For Polens dilemma er alliancens dilemma i miniatureformat, og dynamikken mellem Trump og Polen sender chokbølger gennem hele forsvarssamarbejdet.

Trump har siden sin tilbagevenden til Det Hvide Hus gentagne gange antydet, at USA’s militære forpligtelser i Europa ikke er en fast størrelse, men en variabel, der kan justeres efter politisk temperament. Han har kaldt NATO en papirtiger i forbindelse med krigen i Iran, og han har gjort det klart, at europæiske lande, der ikke støtter amerikansk udenrigspolitik, risikerer at stå alene. Det er ikke en ny tone fra Trump, men det er første gang, den tone omsættes i konkrete beslutninger med mærkbare konsekvenser for alliancens troværdighed.

Annulleringen af de 4.000 soldater til Polen og den efterfølgende vending illustrerer netop det. En NATO-allieret kan ikke planlægge sin sikkerhedspolitik, når afgørende beslutninger om troppeudsendelser meddeles via Truth Social og begrundes med personlige relationer frem for strategiske vurderinger. Det undergraver ikke kun Polens position. Det undergraver tilliden til hele alliancens kollektive forsvarslogik, den logik der siger, at artikel 5 er en garanti og ikke en gunst.

For Danmark er det ikke en abstrakt bekymring. Når man følger forholdet mellem Trump og Polen, ser man konturerne af en ny amerikansk udenrigspolitisk logik, som Danmark ikke kan tillade sig at ignorere. Danmark er dybt afhængig af den samme transatlantiske alliance og den samme amerikanske sikkerhedsgaranti. Grønland har allerede vist, at Trump er villig til at behandle NATO-allierede som modparter snarere end partnere, når det tjener hans interesser. Sagen om Trump og Polen viser nu, at det ikke kun handler om geografi og ressourcer. Det handler også om ideologi. Allierede, der deler Trumps konservativ-nationalistiske verdensbillede, belønnes. Allierede, der ikke gør, navigerer i et usikkert farvand.

Venner på papiret

Polen er i en situation, som landet ikke har prøvet før. Landet har altid investeret massivt i forholdet til USA og betragtet den transatlantiske alliance som en eksistentiel garanti mod russisk aggression. Men den alliance forudsatte, at Washington handlede ud fra fælles interesser og fælles værdier, ikke ud fra ideologisk sympati og personlige relationer.

Det er ikke længere givet. Forholdet mellem Trump og Polen er en fortælling om et venskab, der eksisterer på to niveauer samtidig. På overfladen er Trump og Polen tættere forbundet end nogensinde, med soldater, våbenhandler og personlige hilsner på sociale medier.

Under overfladen er der en siddende polsk regering, der ikke ved, om den næste besked fra Washington er en gave eller en straf. Trump og Polen er venner på papiret. Men papiret er udstedt til Nawrocki, ikke til Tusk. Og i Trumps Washington er det en forskel, der tæller. Det er et spørgsmål, Polen, NATO og Danmark alle sidder med lige nu. Og ingen af dem har et godt svar.

Artiklen er ikke bragt i samarbejde med nogen, men din virksomhed eller organisation kan blive hovedpartner eller temapartner og blive nævnt her i lignende artikler og podcast-episoder.