Hotel Hilton Warszawa, som er et luksushotel, ligger på ul. Grzybowska 63 i bydelen Wola. Officielt går hotellet under navnet Hilton Warsaw City, og er en del af den verdensomspændende Hilton kæde. Navnet indikerer at der er tale om et city hotel, og det er også rigtigt, men Warszawa strækker sig over et stort område og i dette tilfælde er “city” beliggende i Warszawa bydelen Wola, som i afstand fra den mest centrale del af af den polske hovedstad kan sammenlignes med Valby eller Hellerup i forhold til Københavns centrum.
Hotel Hilton Warszawa åbnede i 2007
Hotellet åbnede i år 2007. Med under 500 meter til nærmeste metrostation Rondo Daszyńskiego – rød linje, er det let at komme rundt. I kort gåafstand fra hotellet findes et enormt udbud af lokale restauranter i enhver prisklasse, måske det bedste udbud i Warszawa.
Tæt på hotellet, på den anden side af Grzybowska vejen finder man området Browary, som er skabt omkring et gammelt nedlagt bryggeri, der er ombygget til moderne bycenter med fancy lejligheder, food court, cafe’er og restauranter. Her er der om sommeren statsgaranti for at se de smarte og rige rulle langsomt forbi i deres Ferrari, Lamborghini og McLaren biler, mest for at blive set naturligvis.
På den anden side af hotellet, omkring 200 meter nede af Łuska gaden, finder man underholdnings- og restaurant-området ved navn Fabryka Norblina. Det charmerende Norblina i Warszawa har egen gågade og er noget større end det nærliggende Browary område. Fabryka Norblina er etableret i et gammelt metal-industrikompleks. Her finder man også barer, natklubber, restauranter samt en del forretninger i den dyrere ende, såsom Apple, OhMyBear! luksusbørnetøj og lignende.
Warsaw Rising Museum er i gåafstand
Ligeledes i kort gåafstand på adressen Grzybowska 79 har det berømte Warsaw Rising Museum til huse. Museets formål er at oplyse om oprøret foranstaltet af modstandsbevægelsen i Warszawa i august-september 1944. Billigt luksushotel i Warszawa – når der er tilbud er Hotel Hilton Warszawa er ikke blandt de billigste muligheder for overnatning i den polske hovedstad, men check prisen alligevel. I lavsæsonen er der ofte værelser fra omkring 750 kroner per overnatning, men man skal sørge for at booke i god tid for at kunne bo på billigt luksushotel i Warszawa. Normalprisen er nærmere 1200-1500 kroner for et værelse.
Ofte benyttet af amerikanere i embedsmedfør
Da Joe Biden var præsident i USA blev Hotel Hilton Warszawa ofte frekventeret af amerikanske “contractors”, folk udsendt af forsvars- og logistikvirksomheder for at hjælpe med at overføre militært materiel til Ukraine via Polen. De amerikanske udsendte har ofte i deres kontrakt ret til at bo på et Hilton Hotel. På dén måde optjenes der point, som kan bruges på private ferieophold i USA på et af Hilton gruppens mange hotelkæder, eventuelt på et hotel af et lidt billigere brand.
Under Trump-2 administrationen er der langt færre amerikanere på Hilton i Warszawa. Der afholdes løbende konferencer på Hilton Warsaw City, der med 314 værelser er ét af byens største hoteller. I den imponerende foyer findes et bar- og restaurantområde, som er åbent til omkring kl. 23. Køkkenet lukker dog et par timer tidligere. I tilstødende bygning finder man dagligvare lavpriskæden Biedronka, så det er let at indkøbe forsyninger til langt under hotelpriser, hvis man ønsker det.
Èn af byens bedste indendørs svømmehaller er en del af helseklubben Stellar Premium Fitness Club i samme bygning. Bemærk at den 25 meter lange pool kun er åben for børn i alderen 4-15 år i følge med deres forældre, og børn har kun adgang fredag (eftermiddag) samt lørdag og søndag (hele dagen). Adgang til svømmehallen og fitnessklubben er inkluderet ved overnatning på Hotel Hilton Warszawa. Der findes også et kasino i kælderen.
Hotel Hilton Warszawa har international klasse
Vurdering: Hotel Hilton Warszawa har international klasse og ligger eminent godt. Der er gode faciliteter og personalet er meget serviceorienteret. I forhold til de nyeste hoteller i Warszawa begynder alderen måske at trykke lidt på Hotel Hilton Warszawa, men pris/kvalitet-forhold vurderes fortsat meget højt af tilfredse besøgende. Hilton Hotels dynastiet Hotelkæden blev etableret for over 100 år siden af Conrad Hilton.
Det første Hilton hotel åbnede i 1925 i Dallas, Texas. Senere blev hovedkvarteret flyttet til staten Virginia. Conrad, hvis far havde norske aner, var en driftig forretnings- og levemand. Han giftede sig i 1942 med den glamourøse ungarsk-fødte model og skuespillerinde Zsa Zsa Gabor, og blev dermed én af mændene i Zsa Zsa Gabors i alt 9 ægteskaber.
Conrad selv nøjedes med 3. I Hilton Hotels ejerskab findes også Waldorf Astoria Hotels and Resorts, Conrad Hotels, Hampton by Hilton (også i Warszawa), Double Tree by Hilton Hotels (også I Warszawa), Canopy Hilton, Curio Collection by Hilton (også i Warszawa), Hilton Garden Inn (også i Warszawa) og mange andre lidt mindre kendte brands.
Nyt Hilton hotel i Warszawa i år
Den amerikanske S&P 500 koncern planlægger primo 2026 endnu et hotel i Warszawa, udover blandt andet Hotel Hilton Warszawa, under navnet Canopy by Hilton Warsaw på adressen Wilcza 50/52 tættere på centrum. Canopy by Hilton er et såkaldt “Lifestyle” hotel med orange som gennemgående signatur-farve. Med til historien om Hilton dynastiet hører at Paris Hilton, som er mest kendt for at være en rig og berømt arving, er oldebarn til Conrad.
Artiklen er ikke bragt i samarbejde med nogen, men dit firma eller organisation kan blive hovedpartner eller temapartner og blive nævnt her i lignende artikler og podcast-episoder.







